SILHORKO medarbejder vinder DANVA's initiativpris 2023

Afdelingschef for drikkevand, Arne Koch, vinder årets DANVA's initiativpris 2023 sammen med tidligere kollega Søren Duch-Hennings for deres arbejde med en løsning til at effektiv fjernelse af PFAS fra grundvandet.

17. januar 2024 | SILHORKO

Afdelingschef for drikkevand Arne Koch og tidligere produktspecialist indenfor ionbytningsteknologien hos SILHORKO, Søren Duch-Hennings modtager DANVA’s initiativpris 2023 for deres innovative arbejde med udvikling af teknologi til effektiv fjernelse af PFAS-forurening i grundvandet.

Arne og Søren modtager DANVA’s initiativpris 2023 med blandt andet følgende begrundelse i motiveringen:

"Dette års prisvindere har skabt opmærksomhed ved at genanvende en eksisterende teknologi på en nyskabende måde for at imødegå lokale udfordringer med PFAS-forurening – et problem, der har indvirkning på miljøet og i værste fald på folkesundheden. Arne Koch og Søren Duch-Hennings' arbejde har resulteret i et anlæg, der kan reducere PFAS-koncentrationer til så små niveauer, at de næsten ikke kan detekteres, og selv de mest strikse miljøstandarder er derved overholdt."
 
I 2023 blev Danmarks første vandbehandlingsanlæg til fjernelse af PFAS sat i drift på Fanø. Arne og Søren var nøglepersonerne bag udviklingen af forsøgsanlægget på Fanø, hvor avanceret ionbytningsteknologi blev anvendt til fjernelse af PFAS i drikkevandet.

Forsøgsanlægget blev senere grundstenen for det anlæg, der renser grundvandet hos Fanø Vand i dag, hvor PFAS-indholdet nu er så lavt, at måleudstyret ikke længere kan registrere det.

Kreativ tænkning og teknologisk ekspertise

Prisen blev overrakt den 17. januar i Vandhuset i Skanderborg i forbindelse med DANVAs nytårstaffel. Med prisen følger et rejsegavekort på i alt 40.000 kr. 

DANVAs næstformand Ellen Trane Nørby siger om valget af Arne og Søren:

"Deres innovative tilgang og succesfulde implementering af denne teknologi er en milepæl for både det lokale samfund på Fanø og yderst interessant for vandsektoren i sin helhed. Det er et strålende eksempel på, hvordan kreativ tænkning og teknologisk ekspertise kan løse nogle af de mest presserende miljøudfordringer."

Det er andet år i træk, at denne pris går til en medarbejder hos SILHORKO. Sidste år vandt tidligere produktspecialist i filtrering hos SILHORKO, Inés Breda.

Fra venstre: Carsten Nystrup, formand for DANVA, Arne Koch, Søren Duch-Hennings og Ellen Trane Nørby, næstformand for DANVA. (Foto: © Mads Volquartz, DANVA)

Nomineringen

Arne og Søren blev nomineret til prisen af Susanne Brøner, der er administrationschef hos Fanø Vand, med følgende ord:

Arne Koch og Søren Duch-Hennings fra Silhorko var med til at udvikle et forsøgsanlæg med avanceret ionbytningsteknologi til fjernelse af PFAS i drikkevandet på Fanø. Forsøgsanlægget blev senere grundstenen for det anlæg, der findes hos Fanø Vand i dag.

Normalt bruges ionbytningsanlæg til at fjerne kalk eller salt fra vandet, men Søren Duch-Hennings så potentiale i, at med den rette type ionbytter ville det kunne fjerne PFAS i stedet.

Ionbytningsteknologien var den rigtige løsning, og resultaterne viste hurtigt deres tydelige sprog. Rensningen sænkede ikke bare indholdet af PFAS til under grænseværdien – den eliminerede det.

Efterfølgende måleringer viser, at PFAS-indholdet nu er så lavt, at måleudstyret ikke længere kan registrere det.

Det vil sige, at indholdet af PFAS med sikkerhed ligger under 0,1 nanogram pr. liter, hvis der overhovedet er noget tilbage.

Der har fra starten være et rigtig godt samarbejde med de to indstillede kandidater. Det har været en yderst vellykket proces, og det var helt fantastisk, at der blev fundet (udviklet) et ionbytteranlæg, der reagerer så optimalt med de uønskede PFAS-stoffer i vandet på Fanø.

Der var en formodning om, at det ville virke, men der var ingen viden eller erfaring, de kunne læne sig op ad.

Det har været yderst gavnligt for Fanø Vandværk, og vi er sikre på, at andre vandværker, der måtte komme til at stå med lignende udfordringer, vil finde hjælp i den ekspertise, de indstillede kandidater har.

keyboard_arrow_up