Reference

Tune Vandværk renser vandet for PFAS med ionbytning 

Tune Vandværk er det andet vandværk i Danmark, hvor ionbytningsteknologi fra SILHORKO renser drikkevandet for PFAS.

Der er godt nyt til de 6.700 borgere i Tune Vandværks forsyningsområde. SILHORKO har nu installeret et ionbytningsanlæg på Tune Vandværk, der sikrer, at det drikkevand, som vandværket sender ud til forbrugerne, er fri for de problematiske PFAS-stoffer.

I 2022 opdagede Tune Vandværk, at drikkevandsboringerne i området var hårdt ramt af PFAS. Prøver af vandet viste en kombination af flere forskellige PFAS-stoffer, hvoraf tre – PFOS, PFOA og PFHxS – lå over den skærpede grænseværdi.

Tune Vandværk gik sammen med Region Sjælland om at håndtere PFAS-forureningen, og tog straks kontakt til SILHORKO, der sidste år hjalp Fanø Vandværk med lignende problemer.

Fra venstre: Kurt Ardal Larsen, driftsleder på Tune Vandværk, og Kåre Andersen, salgsingeniør hos SILHORKO, foran vandværket, der nu er sikret PFAS-frit drikkevand.

Succesfuldt pilotforsøg

I sammenligning med vandet på Fanø, indeholdt vandet i Tune markant flere PFAS-stoffer. SILHORKO igangsatte derfor et pilotforsøg, der skulle teste, at ionbytningsteknologien også ville være den optimale løsning i Tune.

”Vi havde en stærk formodning om, at ionbytning var vejen frem. Vi har et hold af dygtige specialister, der kender ionbytningsteknologien ned i de mindste detaljer, så vi vidste, at udregningerne så lovende ud. Men vi måtte give det en virkelighedstest for at være 100 % sikre,” udtaler Kåre Andersen, der er salgsingeniør hos SILHORKO på Sjælland.

Pilotforsøget bekræftede udregningerne: Rensningen fjernede samtlige PFAS-stoffer så effektivt, at de ikke længere kunne måles i vandet.

Kurt Ardal Larsen, driftsleder på Tune Vandværk, tager en vandprøve fra den nye ionbytteranlæg der renser for PFAS.

Nyt ionbytningsanlæg sat i drift

SILHORKO gik derfor i gang med at designe og producere et permanent ionbytningsanlæg, og i april kunne det nye anlæg sættes i drift på Tune Vandværk.

”Jeg er så glad for, at SILHORKO hjalp os med at finde en løsning, der både er økonomisk fornuftig, nem at drifte og som sikrer, at vi kan levere PFAS-frit drikkevand til forbrugerne,” udtaler driftsleder Kurt Ardal Larsen fra Tune Vandværk.

Der arbejdes på at standardisere SILHORKO's ionbytningsanlæg, så erfaringerne fra Fanø og Tune kan gavne andre PFAS-ramte vandværker.

"Rensning af PFAS-forurenet vand er komplekst, og der findes ikke en ”one size fits all”-løsning. Det er sammensætningen af stoffer i vandet, der afgør, om kul eller ionbytning er det bedste valg. Men med de overbevisende resultater vi har set på Fanø og i Tune, vil ionbytning helt klart spille en vigtig rolle i løsningen af fremtidens udfordringer,” slutter Kåre Andersen.

Fakta


Om rensning af PFAS i Tune

Tune Vandværk har indgået et unikt samarbejde med Region Sjælland om rensning af PFAS fra grundvandet i Tune. 

Region Sjælland ejer borringerne og ville normalt rense det forurenede grundvand og lede det til et vandløb eller kommunalt renseanlæg. Istedet pumpes det forurenede grundvand op, så det ikke spreder sig, hvorefter Tune vandværk renser vandet og leder det ud til forbrugerne.

Det giver en bedre udnyttelse af grundvandsressourcen, så mest muligt bliver til rent drikkevand.    

Vandbehandlingsanlæg i løsningen

  • 2 stk. ionbytteranlæg type PF STFA10
  • UV-desinfektionsanlæg type Spektron 30e

Se flere referencer fra vandværker

Skal vi hjælpe dig med ren vandbehandling?

Vil du høre mere om vores løsninger og teknologier, så sidder vores team af specialister klar til at hjælpe på:

phone 87 93 83 00

mail info.dk@silhorko.dk

keyboard_arrow_up